Hvis du allerede har fået dræbersnegle i haven, er der flere forskellige metoder du kan benytte, alt afhængigt af tidspunktet på året og antal af snegle i haven.
Om efteråret dør de gamle snegle, det er kun de unge, nye snegle som overlever vinteren, ved at gemme sig i kompostbunker eller grave sig ned under jorden.
Om foråret kommer de nye snegle frem, når temperaturen kommer op på 8-10 grader. Kort tid herefter lægger de æg. Dræbersnegle æg er hvide og ligger ofte i klumper på 20-30 stk.
Om foråret er det mest effektivt at bekæmpe dræbersnegle, inden de når at formere sig.
Du kan bruge følgende metoder på at bekæmpe dræbersnegle:
Inden du går i krig med dræbersneglene, er det en god ide at koordinere med naboerne. Hvis du er den eneste som bekæmper dræbersnegle, hjælper det ikke meget, da der hurtigt kan vandre nye snegle ind i din have fra naboerne.
Den mest effektive metode at er at indsamle og aflive dræbersnegle og deres æg. Tidspunktet for at indsamle sneglene bedst, når de kommer frem fra deres gemmested hen under aftenen for at lede efter mad. De typiske gemmesteder er på fugtige steder, fx under blade, gamle brædder mm.
Det er en god ide at bruge handsker eller en gribetang, når du skal indsamle sneglene, da deres slim kan indeholde E. Coli bakterier.
Du afliver sneglene ved at klippe eller hakke dem over med en spade eller en saks. Snittet skal lægges lige bag ved sneglens hoved. Husk at indsamle æggene, de aflives ved at knuse dem.
En øl fælde kan gøre det lettere at fange dræbersnegle. Den gærede lugt fra øllet lokker sneglene til. Anbring øl fælden et fugtigt sted i haven, i nærheden af en kompostbeholder eller et andet gemmested. Selv om det er lovligt at drukne hvirvelløse dyr, bør det være sidste løsning, man bruger. Fyld derfor kun ½-1 cm øl i fælden, så sneglene ikke drukner, og man senere aflive dem med ovennævnte metode.
Der er ikke mange dyr som gider spise de voksne dræbersnegle, da de er seje, slimede og bitre. Derimod er der en del dyr og insekter, som spiser de unge dræbersnegle og deres æg – bl.a. pindsvin, tudser, frøer, firben, løbebiller, mus og nogle fugle.
De kan blive dine allierede i kampen mod dræbersnegle, hvis du sørger godt for dem. Du kan fx lade et lille stykke i haven være tilgroet, så dyrene har et gemmested, hvor de kan være i fred.
Nematoder er parasitiske mikroskopiske rundorme, som angriber dræbersnegle. Nematoder er vært-specifikke, dvs. at de ikke angriber andre dyr end dræbersnegle. Så du skal ikke frygte, at nematoderne gør skade på bl.a. pindsvin, fugle eller kæledyr.
Sneglegift eller ferramol er et populært middel mod dræbersnegle, men det skal bruges med omtanke. Det er nogle små blå piller med jernfosfat, som er effektive med dræbersnegle, men også andre snegle. Derfor bør det ikke strøs med rund hånd i haven, men kan fx bruges rundt om nye planter, så de kan voksne i fred.
Hvis du ikke allerede har dræbersnegle i haven, kan du gøre en del for at forebygge, at de ikke invaderer din have:
Du kan risikere at få dræbersnegle i din have, når du køber eller får foræret nye planter. Hvis planterne kommer fra et sted, hvor der er dræbersnegle, kan der være småsnegle eller æg i jorden. Inden du planter dine nye planter, kan du evt. vaske rødderne forsigtigt, så du er sikker på at alle snegle eller æg er fjernet.
Du kan også sætte et sneglehegn op, men dette kan dog blive en dyr omgang, hvis du skal indhegne hele haven. Du kan i stedet beskytte enkelte dele af haven, fx køkkenhaven, kompostbunken eller blomsterbedet.
En åben kompostbunke er et ideelt levested for dræbersneglene, da den både byder på fugtighed og mad. Desuden er kompostbunken også et favoritsted, for sneglene at lægge æg. Du kan forebygge problemet ved at bruge en lukket kompostbeholder.
Højbede med sneglehegn sikrer effektivt mod dræbersneglenes ødelæggelser. Sneglehegnet består af kanter monteret på højbedets sider i en vinkel på 45 garder, så sneglene ikke kan krybe op i højbedet, men i stedet hænger frit i luften.
Dræbersneglen er et kælenavn for skovsneglen – den iberiske skovsnegl.
Udfordringen med dræbersneglen er, at den spiser alt grønt omkring sig. Altså kan den dræbe en hel køkkenhave eller blomsterbed med prydplanter. Dræbersnegle har ikke noget hus. Deres farve kan variere meget fra orange til næsten sort. Den mest typiske farve for de voksne snegle er rødbrun. De helt unge snegle er ofte lyse med mørke bånd ned langs siden. Dræbersneglen kan let forveksles med den røde eller sorte skovsnegl, men hvis man har mange snegle i sin have, er det højst sandsynligt dræbersnegle.
Kontakt os hvis du har brug for hjælp til at finde det rigtige produkt. Du kan kontakte os på mail@proverm.dk